Kom og vær med til en fed dag med fokus på et mere bæredygtigt tøjforbrug. Der vil være workshops, byttemarked, modeshow og meget mere. Det hele er gratis (men tilmelding nødvendigt til flere workshops), og der kan købes mad & drikke i caféen i Kildevæld Kulturcenter.
Forårsfest med plantebytte, genbrugslykke og t-shirt-workshop
Kom til forårshygge ved Østerbrohuset lørdag den 26. april, kl. 13:00 – 16:00. Der vil være sportsbyttemarked, plantebytte, upcycling og chancen for at vinde lækre genbrugsfund. Vi fra Miljøpunkt Østerbro vil også være der og viser dig, hvordan du kan forvandle en gammel t-shirt om til et net helt uden brug af nål og tråd.
Oplæg om sundt indeklima
Gør luften bedre i dit hjem. Mados, nye møbler, manglende udluftning. Det er nogle af grundene til dårligt indeklima og luftforurening i vores hjem. Og da danskerne opholder sig det meste af livet i deres bolig, så er et godt indeklima vigtigt for vores sundhed og trivsel. Få her luftforureningsekspert Kåre Press Kristensens oplæg med gode råd til et bedre indeklima.
Forårssanketur og fællesspisning
Kom og vær med til en hyggelig eftermiddag og aften onsdag den 9. april kl. 16:30-19:00 i Kildevæld Kulturcenter, hvor vi tager på sanketur og spiser sammen bagefter. På turen kan du lære mere om, hvad der er af spiselige planter i (by-)naturen i april måned, bl.a. vil vi både finde ramsløg og brændenældespirer, som smager friskt og skønt og er fulde af næring i denne tid. Efter sanketuren laver vi topping og pesto af det sankede og spiser det til fællesspisningen, som byder på vegetarisk suppe og brød.
Gå-hjem-møde om solceller
Mange boligforeninger på Østerbro og i København vil måske have glæde af solceller på taget. Kom til gratis gå-hjem-møde og bliv klogere på, hvordan en rådgiver kan undersøge potentialet for solceller på jeres etageboligejendom, og hvilke tilskud I kan søge hos Københavns Kommune. Det er 1. april kl. 17-18.30 i Østerbrohuset.
Sykursus for begyndere
Vi gentager succesen med et sykursus for begyndere. Vil du gerne lære at sy eller blive bedre til de grundlæggende teknikker? Så er dette kursus noget for dig!
Kom og mærk glæden ved at kunne skabe noget med dine hænder. Det foregår torsdag den 20/3 kl. 17:00 – 20:00. Tilmelding nødvendig.
Fællesspisning, foredrag og åbent årsmøde
Onsdag den 19. marts kl. 17.30 holder vi åbent årsmøde i Miljøpunkt Østerbro. Det gør vi med fællesspisning af overskudsvarer, et inspirationsoplæg fra Grønne Nabofællesskaber og mere information om det lokale miljøarbejde på Østerbro, hvor du også kan bidrage.
Barselscafé og byttemarked: Skab et sundt indeklima for din baby
Skab et sundt indeklima for din baby. Kom til barselscafé og få hjælp til at undgå skadelige partikler i hjemmet og få et bedre indeklima. Efter et spændende oplæg bytter vi babytøj og ting – til gavn for (inde)klima, miljø og barnets sundhed. Det foregår i Kildevæld Kulturcenter torsdag d. 27. marts kl. 10.00 – 12.00. Arrangementet er gratis men tilmelding nødvendig.
Workshop: Fix dine bukser
Trænger dine bukser til en kærlig hånd? Er de for lange? For korte? Eller måske fyldt med huller? Så tilmeld dig vores workshop, og få hjælp og vejledning til at fixe dine bukser! Medbring dine egne bukser – så sørger vi for resten!
Vi ses til en hyggelig workshop torsdag d. 13. februar 2025, kl. 17 – 20, i Kildevæld Kulturcenter.