BUGS-bingo: Gå på opdagelse i Fælledparken
Hent en bingoplade her og gå på opdagelse efter lysende lanterner i toppen af flere af Fælledparkens gadelygter. De lysende lanterner er værket ‘BUGS – Day of the Dead’ og kan opleves i Fælledparken fra d. 27. august – 3. oktober 2022.
Biodiversitet og lysforurening
Miljøpunkt Østerbro har med hjælp fra by(del)ens børn været med til at lave et kunstværk – med fokus på biodiversitet og lysforurening.
Værker et blevet til i samarbejde med blandt andre kunstner Åsa Frankenberg, Miljøpunkt Amager, Østerbro Lokaludvalg og Områdefornyelsen i Sundby og blev vist på Copenhagen Light Festival tidligere i år. Og nu er turen kommet til, at værket kan opleves i Fælledparken på Østerbro. Det sker med støtte fra Friluftsrådet.
Værket sætter fokus på den påvirkning elektrisk lys og lysforurening har på biodiversiteten og vores mange insekter.
Det er nemlig sådan, at to tredjedele af planetens dyr – til forskel fra mennesket – er nattedyr, og lysforurening er en hidtil undervurderet faktor i det massive tab af biodiversitet og arter, som sker lige nu. Gennem de seneste 100 år er mængden af kunstigt lys mangedoblet: Vi har lys i husene, på bilerne, i parkerne og i gadelamperne. Og når mørket bliver en sjælden gæst, har biodiversiteten det svært.
Læs mere om lysforurening og biodiversitet hos Samvirke her: “Mørket er en sjælden gæst og derfor har biodiversiteten det svært”
Lanterner i Fælledparken
Værket består af otte store insekt-lanterner, som er konstrueret af genbrugte faldskærme og sejl. Lanternerne er fastgjort på den eksisterende belysning i Fælledparken og tilfører derfor ikke ekstra lys. Værket gør opmærksom på, hvordan mørke er en forudsætning for vores oplevelse af lys. Samtidig fejres insekternes liv og mangfoldighed med et udtryk, der har hentet inspiration i den mexicanske festival The Day of the Dead, der fejrer de døde – i dette tilfælde de døde insekter. Værket er både flot i dagslys og mørke.
Du kan gå på opdagelse efter de lysende lanterner. Og hvis du vil gøre jagten lidt sjovere, så kan du her downloade vores bingoplade, og se om du kan finde dem allesammen. Og vidste du i øvrigt, at Fælledparken er en hotspot for flagermus? Så måske du også kan spotte en af dem og få fuld plade.
God fornøjelse!


Læs også:
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.
Nyt projekt: ‘Rødder i naturen’
Et nyt projekt som Miljøpunkt Østerbro laver i samarbejde med Planteværk, Rodfast, Østre Gasværk Teater og Skolen for Skabertrang giver unge mulighed for at møde nye mennesker i trygge rammer og opleve naturen på en ny måde. Sammen dyrker vi jorden, sanker vilde planter, arbejder kreativt med naturens materialer, laver mad sammen og afslutter forløbet med fælles middag og teater-forestillingen ‘Olivia’ på Østre Gasværk Teater. Projektet løber over efteråret 2026.







