Få hjælp til mindre madspild
Hvert år ryger en tredjedel af verdens mad i skraldespanden fremfor at havne på vores tallerkener. Vær med til at bekæmpe madspild, og tilmeld dig forløbet ‘Mad uden spild’.
Vidste du, at københavnere i gennemsnit smider 42 kilo mad ud pr. person om året? Det er næsten mad til en hel måned, der ryger lige ned i biospanden.
Københavns Kommune har testet, hvordan københavnerne kan mindske deres madspild. Testen viste, at tre simple vaner reducerede madspildet med i gennemsnit 28 procent.
Vil du også gerne mindske madspildet hjemme hos dig?
Så har Københavns Kommune udviklet forløbet ’Mad – uden – spild’, hvor du gennem 8 uger får hjælp til at mindske dit madspild. Du får 3 redskaber med posten, der gør det nemt at opbygge de gode vaner i hverdagen. Og så modtager du mails og sms’er, der guider dig undervejs.
Tilmeld dig på www.mad-uden-spild.kk.dk/tilmeld
Mere CO2 end biler, tog og fly tilsammen
Madspild er et kæmpemæssigt problem. Hvert år ryger 700.000 ton mad i skraldespanden fremfor at havne på danskernes tallerkener. En tredjedel af dette kommer fra de private husholdninger. Og selv om mange fortrinsvis forbinder CO2-udledningen med fossile brændstoffer og ko-prutter, er madspild faktisk en klimaskurk, der svarer til verdens biler, tog og fly tilsammen.
Tips til den slatne kål og det tørre brød
Heldigvis er der en hel masse, du selv kan gøre, for at minimere dit madspild i hverdagen.
Miljøpunkt Østerbro har samlet de gode fif til at undgå madspild i den praktiske guide ‘Red maden – med sund fornuft og fornemmelse for mad‘.
Bliv klogere på holdbarhed, datomærkning og opbevaring. Og få kulinariske tips og opskrifter, der gør det nemt at trylle tilfældige råvarer og rester fra bunden af køleskabet om til nye lækre retter.
Guiden er produceret med støtte fra Østerbro Lokaludvalg
Læs også:
Få nye fællesskaber og inspiration til at spise grønnere
Kom til netværksmøde om mad, fællesskab og grønne hverdage den 20. oktober kl. 17 i Kulturstationen Vanløse.
Vi samles om fællesspisning med udgangspunkt i årets opskrift fra Bælgfrugtspartnerskabets kampagne – og krydrer aftenen med smagsoplevelser, kunstneriske indslag samt korte oplæg fra lokale aktører, der arbejder med mad og grøn omstilling.
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.







