Forårssanketur og fællesspisning
Kom og vær med til en hyggelig eftermiddag og aften onsdag den 9. april kl. 16:30-19:00 i Kildevæld Kulturcenter, hvor vi tager på sanketur og spiser sammen bagefter.
Vi mødes i Kildevæld Kulturcenter kl. 16:30 og går på opdagelse efter spiselige planter i den lokale bynatur. Her sanker vi spæde, sprøde forårsspirer, som vi bruger til pesto og som frisk topping på den lækre vegetariske suppe med hvidløgsbrød, som caféen i mellemtiden har forberedt til os.På turen kan du lære mere om, hvad der er af spiselige planter i (by-)naturen i april måned, bl.a. vil vi både finde ramsløg og brændenældespirer, som smager friskt og skønt og er fulde af næring i denne tid.
Turen varer ca. 45-60 min., og når vi kommer hjem med høsten, drikker vi en kop urtete af planter, som Miljøpunkt Østerbro har sanket på forhånd, og laver sammen en pesto og frisk, sprød topping af det sankede, som vi spiser som tilbehør til retten, som caféen står klar med ca. klokken 18.
Vi nyder maden i fællesskab om det lange bord, og får måske en masse gode snakke om spiselige planter, bynatur, sæsonerne og vores relation til naturen.
Turen er gratis, men retten koster 45 kroner per person (25 kr. for børn). Tilmelding er nødvendig via Billetto.
Der er plads til 30 mennesker.
Arrangementet er en del af Det vildt grønne Kildevæld og er et samarbejde mellem Miljøpunkt Østerbro og Kildevæld Kulturcenter. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Tid: 9. april kl. 16:30-19.00
Sted: Kildevæld Kulturcenter, Bellmansgade 3C, 2100 KBH Ø
Arrangementet er støttet af Nordea-Fonden og Østerbro Lokaludvalg i forbindelse med projektet ‘Det VILDT grønne Kildevæld’, et samarbejde mellem Miljøpunkt Østerbro, Kildevæld Kulturcenter og Re:wair.
Læs også:
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.
Nyt projekt: ‘Rødder i naturen’
Et nyt projekt som Miljøpunkt Østerbro laver i samarbejde med Planteværk, Rodfast, Østre Gasværk Teater og Skolen for Skabertrang giver unge mulighed for at møde nye mennesker i trygge rammer og opleve naturen på en ny måde. Sammen dyrker vi jorden, sanker vilde planter, arbejder kreativt med naturens materialer, laver mad sammen og afslutter forløbet med fælles middag og teater-forestillingen ‘Olivia’ på Østre Gasværk Teater. Projektet løber over efteråret 2026.







