Kom med til skraldefest
Vi gentager succesen fra sidste år og inviterer til sommerens sejeste fest kombineret med affaldsindsamling søndag d. 13. juni. Kom og vær med til magnetfiskeri, skraldejagt, skraldebingo og affaldsquiz. Østerbro Lokaludvalg stiller med kaffevogn, og der er gratis snacks til alle deltagere.
Mon der er flere pengeskabe i søen?
Sidste år fiskede vi en scooter, to pengeskabe, tre cykler, et løbehjul og en affaldscontainer op af Kildevældssøen. Kom og vær med, når vi gentager succesen igen i år og går på jagt efter skrald på land og i vand.
Hop i dit yndlingstøj og et par gode sko, og vær med til at gøre parken grøn, ren og klar til sommerens mange gæster. Selv en skraldejagt kan være en fest!
Hvornår: Søndag d. 13. juni kl. 10.00 – 13.30
Hvor: Kildevældsparken (i den ende, hvor det kommende Kulturcenter Kildevæld skal være)
Skraldebingo, affaldsquiz og magnetfiskeri
Vi medbringer affaldsgrabbere, poser, handsker, håndsprit og højt humør – såvel som magneter, reb og kroge, så vi kan ‘fiske’ efter skrald i søen. Du kan også gå på skraldejagt rundt omkring i parken, prøve vores skraldebingo eller dyste med i vores affaldsquiz.
Der vil være gratis forfriskninger og snacks til alle deltagere. Østerbro Lokaludvalg og formand Allan Marouf stiller traditionen tro op med lækker kaffe til deltagerne fra en kaffevogn. Tag gerne din egen kop med til drikkevarer, så vi minimerer engangsemballage.
Se billeder fra sidste års skraldefest her:
Skraldefesten er arrangeret af Kildevæld Kulturcenter, Skraldejagt, Østerbro Lokaludvalg, Miljøpunkt Østerbro, Plog and Play og den bemandede legeplads i Kildevældsparken, som alle er gået sammen om at lave en sjov og festlig dag i affaldets tegn.
Vi medbringer selvfølgelig en masse håndsprit og overholder alle gældende retningslinjer. Alle deltagere opfordres til at holde afstand og samle skrald i mindre grupper.
Bliv hjemme, hvis du føler dig det mindste syg – både for egen og andres skyld.
Læs også:
Få nye fællesskaber og inspiration til at spise grønnere
Kom til netværksmøde om mad, fællesskab og grønne hverdage den 20. oktober kl. 17 i Kulturstationen Vanløse.
Vi samles om fællesspisning med udgangspunkt i årets opskrift fra Bælgfrugtspartnerskabets kampagne – og krydrer aftenen med smagsoplevelser, kunstneriske indslag samt korte oplæg fra lokale aktører, der arbejder med mad og grøn omstilling.
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.







