Ny grøn oase foran Kildevæld Kulturcenter
Miljøpunkt Østerbro har fået midler fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje til at skabe mere biodiversitet foran Kildevæld Kulturcenter. I løbet af 2026 vil vi forsøge at omdanne det ellers lidt kedelige grå fliseareal til en blomstrende grøn oase til glæde for bynaturen, insekter og de mange søde mennesker, der dagligt bruger cafeen og faciliteterne i Kildevæld Kulturcenter. Projektet laves i samarbejde med Kultur- og Fritid Østerbro, lokale skoler og børnehaver, Kildevæld Kulturcenter og lokale foreninger som for eksempel Ældresagen Østerbro. Og du kan også være med!
Arealet foran Kildevæld Kulturcenter var primært et befæstet opholdsareal med begrænset biodiversitet og sammenhæng til Kildevældsparken. Med støtte fra Biodiversitetspuljen er vi i gang med at skabe en plads, hvor parkens grønne liv trækker helt hen til bygningen. En grøn oase, hvor folk har lyst til at opholde sig, drikke kaffe og samtidigt kan lære noget om biodiversitet og hjemmehørende arter.
Lokale skolebørn har allerede været med til at plante grøn mad til både mennesker, sommerfugle og bier i de nybyggede plantekasser, som Kildevæld Kulturcenter lige har bygget. Vi er også i gang med at lave en stor jordhøj, hvor du kan være med til at plante hjemmehørende arter.

1. a og 1. b fra Kildevældsskolen planter spiselige planter til mennesker, bier og sommerfugle og lærer om biodiversitet og bynatur.
Insekthotel og honningceremoni
Indtil det 19. Århundrede betragtede man i Europa bistader som værende tætte medlemmer af familien. Nogle bistader blev dekoreret med menneskelignende ansigter. Man ’fortalte bierne’ om store familiebegivenheder som død, fødsel og sygdom i troen på at bierne ville bringe held og beskyttelse. Til Kildevæld Sommerfestival den 20. juni ønsker vi sammen med Bybi og lokale borgere at genkalde denne tradition.
Lokale børn og voksne kan derfor også være med til at plante og så hjemmehørende arter og til at lave et flot insekthotel sammen med Bybi, Miljøpunkt Østerbro, Kildevæld Kulturcenter og nogle kunstnere. Sammen vil vi skabe -og navngive en magisk skulptur, der også fungerer som levested for vilde insekter. Som tak for at hjælpe med at bygge skulpturen modtager man et glas honning fra Bybi. Men honningen kommer med forpligtelser: Man skal dele den med nogen man holder af og man skal plante en blomst som tak til bierne.
Du kan læse mere om sommerfestivalen her.
Billedet her er et eksempel på et bi-insekthotel, som kunne ligne det vi laver ved pladsen foran Kildevæld Kulturcenter.
Bænke, bakker og plantekasser
I sommermånederne vil vi videreudvikle den grønne plads. Vi er i gang med at lave en større jordhøjde med hjemmehørende stauder. Formålet er at øge biodiversiteten gennem beplantning med hjemmehørende arter og etablering af flere levesteder for insekter og fugle. Vi vil skabe et grønt rum med kuperede bede, forskellige plantekasser og opholdsbænke mellem det grønne. Vertikale elementer med vild kaprifolie og redekasser udnytter højden i byrummet og skaber føde- og levesteder.
Workshops og fællesspisninger
Vi kombinerer indsatsen med aktiv formidling. Lokale børn og voksne er medskabere via workshops, og der etableres planteskilte med fx viden om arternes betydning for byens økosystemer. Den 24. juni afholder vi en sanketur og fællesspisning i det grønne, hvor vi snakker spiselige planter i såvel park som plantekasser og bruger til et fælles måltid.
Den nye grønne oase vil vi fremover bruge til andre workshops, undervisning, events og fællesspisninger og forhåbentlig fungere som inspiration til at folk laver lignende initiativer i gårde eller på altanen.
Så hold øje med hjemmesiden her og Miljøpunkt Østerbros nyhedsbrev og sociale medier for information om workshops, fællesspisninger eller lignende som du kan deltage i.
Projektet er støttet af Biodiversitetspuljen og Østerbro Lokaludvalg.
Læs også:
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.
Nyt projekt: ‘Rødder i naturen’
Et nyt projekt som Miljøpunkt Østerbro laver i samarbejde med Planteværk, Rodfast, Østre Gasværk Teater og Skolen for Skabertrang giver unge mulighed for at møde nye mennesker i trygge rammer og opleve naturen på en ny måde. Sammen dyrker vi jorden, sanker vilde planter, arbejder kreativt med naturens materialer, laver mad sammen og afslutter forløbet med fælles middag og teater-forestillingen ‘Olivia’ på Østre Gasværk Teater. Projektet løber over efteråret 2026.








