Stort byttemarked i august
Kom til tøjbyttemarked ved Orientkaj i Nordhavn søndag d. 25. august kl. 10.00 – 15.00 og byt dig til en ny garderobe, gratis og bæredygtigt. Tøjbyttemarkedet afholdes i forbindelse med Kulturhavn Festival, hvor der vil være et hav af forskellige aktiviteter på havnen.
Giv hvad du har, tag hvad du kan bruge!
Søndag d. 25. august kl. 10.00 – 15.00 kan du komme til stort tøjbyttemarked i Nordhavn i forbindelse med Kulturhavn Festival – og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Vi bytter tøj, sko og accessories til både børn og voksne, så der er gode chancer for at gøre sig et godt genbrugsfund.
Byttemarkedet foregår ved Orientkaj metrostationen i Nordhavn kl. 10-15, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro i samarbejde med Re:Wair.
Sådan bytter du
1. Ryd op i skabe og skuffer og medbring det tøj/sko/accessories, som du ikke længere brugere. Husk at det skal være rent og i god stand, dvs. ingen huller, pletter osv.
2. Når du ankommer, hjælper vi dig med at veje dit medbragte tøj og fordele det i passende kategorier.
3. Gå på opdagelse i andres medbragte genbrugsguld, og tag det med hjem, som du kan bruge.
Hvorfor bytte?
Ved at bytte dig til tøj, i stedet for at købe nyt, kan du forny din garderobe på en sjov, gratis og bæredygtig måde.
Der bliver brugt enorme mængder vand til at producere selv den mest basale t-shirt, og der udledes voldsomme mængder kemikalier og mikroplastik under tøjproduktionen. Det gør tøjindustrien til en af de mest forurenende i verden.
Så hvad gør du, når du skal have tøj på kroppen, og også gerne vil udtrykke dig og have det sjovt imens? Du bytter dig frem!
Bliv frivillig
Vil du hjælpe til på dagen? Opgaverne kan f.eks. være at hjælpe med at stille borde og tøjstativer op, veje tøj, løbende oprydning, og i det hele taget bare være med på selve dagen.
Vi sørger for forplejning, og som frivillig er du selvfølgelig velkommen til at bytte lige så meget du vil. Skriv til info@miljopunkt-osterbro.dk og hør mere.
ReFashion Days
Hvert år går Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro sammen om at sætte fokus på tøjforbrug, klima og bæredygtighed.
For fjerde år i træk kan du d. 7. september komme til ReFashion Days i Villa Kultur og blive klædt yderligere på til en bæredygtig garderobe. Der vil være spændende foredrag og kreative workshops – og selvfølgelig også et byttemarked.
Hold øje med hjemmesiden her eller vores Facebook-event for mere information om eventet.
Læs også:
Craftivism Festival 3. maj
Kom og vær med til en fed dag med fokus på et mere bæredygtigt tøjforbrug. Der vil være workshops, byttemarked, modeshow og meget mere. Det hele er gratis (men tilmelding nødvendigt til flere workshops), og der kan købes mad & drikke i caféen i Kildevæld Kulturcenter.
Forårsfest med plantebytte, genbrugslykke og t-shirt-workshop
Kom til forårshygge ved Østerbrohuset lørdag den 26. april, kl. 13:00 - 16:00. Der vil være sportsbyttemarked, plantebytte, upcycling og chancen for at vinde lækre genbrugsfund. Vi fra Miljøpunkt Østerbro vil også være der og viser dig, hvordan du kan forvandle en gammel t-shirt om til et net helt uden brug af nål og tråd.
Oplæg om sundt indeklima
Gør luften bedre i dit hjem. Mados, nye møbler, manglende udluftning. Det er nogle af grundene til dårligt indeklima og luftforurening i vores hjem. Og da danskerne opholder sig det meste af livet i deres bolig, så er et godt indeklima vigtigt for vores sundhed og trivsel. Få her luftforureningsekspert Kåre Press Kristensens oplæg med gode råd til et bedre indeklima.