Værd at vide om miljøzonerne og partikelfiltre
Siden d. 1. oktober 2023 har det været slut med at køre i gamle dieselbiler uden partikelfilter i København. En ny evaluering af miljøzonerne (fra august 2024), lavet af DCE, Aarhus Universitet, for Miljøstyrelsen viser, at luftkvaliteten i byerne er blevet forbedret, og der gradvist er kommet færre ældre diesel køretøjer uden partikelfilter. Den forbedrede luftkvalitet har medført mindre men positive helbredseffekter, hvilket også har medført samfundsøkonomiske besparelser.
Sidste år blev miljøzonerne i Danmarks største byer relevante for dieseldrevne personbiler. Nu viser en ny evaluering, at de har en effekt. Vil du vide, hvor miljøzonerne er og hvem, der skal tage højde for dem? Er du interesseret i miljøzonernes fremtid? Og vil du vide, hvor stor en forskel det rigtige partikelfilter kan gøre? Så læs med.
Hvor og hvad er miljøzonerne?
Miljøzonerne dækker størstedelen af byområderne i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg. Den nøjagtige udstrækning af zonerne kan ses på et interaktivt kort her. I miljøzonerne er der særlige regler for, hvilke køretøjer, du må anvende. I skrivende stund er der kun skærpede krav for dieselkøretøjer, da disse typisk udleder flere farlige partikler.
Hvad er kravene i miljøzonerne?
Udover krav om partikelfiltre i større dieselkøretøjer såsom busser og lastbiler, er der også krav til dieseldrevne personbiler i miljøzonerne. Konkret skal en dieseldreven personbil mindst være af Euronorm 5 – typisk produceret efter 2009. Hvis din dieselbil er ældre end dette, skal den have et partikelfilter efterinstalleret. Du kan selv se på DMRs hjemmeside, om din bil overholder kravene.
Overholder en personbil ikke kravene, kan det udløse en bøde på kr. 1.500 at bruge den inden for miljøzonerne.
Hvad er fremtiden for miljøzonerne?
Miljøzonerne er nok kommet for at blive – og konkret udvides den københavnske miljøzone ned mod Tårnby i marts 2025. En rapport fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, har udlagt en række scenarier for miljøzonernes effektivitet, inklusive et eventuelt krav om Euronorm 6 for dieselbiler – altså en stramning i forhold til nuværende regler – som blandt andet er indført nogle steder i Tyskland allerede, hvor der også er krav til ikke-dieseldrevne personbiler (Euronorm 3).
Selvom stramninger som disse ikke er på tale i Danmark i øjeblikket, ville de være et naturligt næste skridt og forudses i nævnte rapport at kunne gøre yderligere forskel for luftkvaliteten.
Hvor effektive er partikelfiltre?
Eftermonterede partikelfiltre kan enten være “åbne” eller “lukkede”. Begge filtertyper overholder kravene for miljøzonerne, men der er stor forskel på, hvor effektiv filtreringsevne de har. Konkret anslår den ovennævnte rapport fra DCE, at et åbent filter forhindrer færre end halvdelen af de udledte partikler, mens et lukket filter har en effektivitet på 80% og ofte højere.
Derfor er lukkede filtre standard for nyere køretøjer – det er blandt andet standard i nyere Euronorm-biler, der derfor automatisk overholder miljøzonekravene. Hvis du skal have installeret et filter på en ældre dieselbil, er det desværre ofte både billigere og nemmere at få et åbent filter installeret, men hvis du vil gøre en reel forskel for luftkvaliteten i din by, anbefaler vi på det stærkeste et lukket filter.
Læs også:
Tøjbyttemarked i Nordhavn
Kom til tøjbyttemarkedet i Nordhavn i forbindelse med Åben Festival - og forny din garderobe gratis og bæredygtigt.
Du kan bytte tøj, sko og accessories til både børn og voksne
Byttemarkedet foregår ved Hamborg Plads i Nordhavn kl. 13-16, og er arrangeret af Østerbro Lokaludvalg, Re:wair og Miljøpunkt Østerbro ifm. Åben Festival.
Kom til minifestival om bæredygtig mode
Kom til Re:fashion Days i Nordhus
Re:fashion Days i Nordhus bliver i år afholdt d. 3. oktober. På dagen forvandles Nordhus til et samlingspunkt for alle, der elsker tøj, kreativitet og bæredygtighed. Der vil være workshops, byttemarked og meget mere. Det hele er gratis, men dele af dagen kræver tilmelding.
Nyt projekt: ‘Rødder i naturen’
Et nyt projekt som Miljøpunkt Østerbro laver i samarbejde med Planteværk, Rodfast, Østre Gasværk Teater og Skolen for Skabertrang giver unge mulighed for at møde nye mennesker i trygge rammer og opleve naturen på en ny måde. Sammen dyrker vi jorden, sanker vilde planter, arbejder kreativt med naturens materialer, laver mad sammen og afslutter forløbet med fælles middag og teater-forestillingen ‘Olivia’ på Østre Gasværk Teater. Projektet løber over efteråret 2026.
Miljøpunkt Østerbro
Kulturcenter Kildevæld
Bellmansgade 3C
2100 København Ø
Tlf: 31 49 70 84
CVR: 31 51 62 50
Email: info@miljopunkt-osterbro.dk
Følg os
Nyhedsbrev







