Virker din emhætte?
Danskerne opholder sig det meste af livet i deres bolig, hvor mados er en væsentlig kilde til skadelig luftforurening, der øger risikoen for kræft, hjertekarsygdomme og blodpropper. Ligeledes forværrer forureningen alvorlige luftvejslidelser som astma, bronkitis og KOL.
Emhætter og korrekt brug af kraftige emhætter er derfor vigtigt for beboernes sundhed. Erfaringerne fra tidligere indeklimaprojekter er imidlertid, at mange emhætter virker dårligt – eller bruges forkert. Flere målinger tyder ligeledes på, at emhætter med recirkulation ofte virker dårligt.
I foråret 2024 vil Rådet for Godt Indeklima gennemføre detaljerede målinger af emhætter i 20 danske boliger i Storkøbenhavn. Tilmeld dig undersøgelsen her.
Familier der tilmelder sig skal være indforstået med at besvare spørgsmål vedr. deres valg af emhætte, og lade os udføre detaljerede målinger af deres emhættes effektivitet. De behøver ikke være hjemme under målingerne. Alle målinger bliver anonymiseret i undersøgelsen. Projektet udføres af Rådet for Godt Indeklima med støtte fra den filantropiske forening Realdania.
Gode emhætteråd:
- Vælg en kraftig emhætte med aftræk til det fri frem for recirkulation.
- Brug altid emhætten på højt udsugningstrin, når du tilbereder varm mad.
- Brug brødristeren, toastmaskinen, vaffeljernet m.v. under tændt emhætte.
- Husk at rense dit fedtfilter i emhætten jævnligt – min. en gang pr. måned.
- Hold døren lukket til køkkenet under og efter tilberedning af varm mad.
- Lad emhætten køre i ca. 10 minutter efter du er færdig med madlavning.
- Brug ikke bord- eller skabsovne, der ikke er under en kraftig emhætte.
(Kilde: Rådet for Godt Indeklima 2024)

(Billede: Rådet for Godt Indeklima 2024)
Læs også:
Nyt projekt: ‘Rødder i naturen’
Et nyt projekt som Miljøpunkt Østerbro laver i samarbejde med Planteværk, Rodfast, Østre Gasværk Teater og Skolen for Skabertrang giver unge mulighed for at møde nye mennesker i trygge rammer og opleve naturen på en ny måde. Sammen dyrker vi jorden, sanker vilde planter, arbejder kreativt med naturens materialer, laver mad sammen og afslutter forløbet med fælles middag og teater-forestillingen ‘Olivia’ på Østre Gasværk Teater. Projektet løber over efteråret 2026.
Tips til en sommer i dit lokale hood
Turen går til Østerbro! Staycation er bæredygtig ferie så det batter, og så er det en unik mulighed for at komme ned i gear og opleve sin by på nye måder. Her er en sommerguide til Østerbros og Nordhavns mange skønne ferieoplevelser, så du kan få inspiration til din lokale og bæredygtige sommerferie.
Ny grøn oase foran Kildevæld Kulturcenter
Miljøpunkt Østerbro har fået midler fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje til at skabe mere biodiversitet foran Kildevæld Kulturcenter. I løbet af 2026 vil vi forsøge at omdanne det ellers lidt kedelige grå fliseareal til en blomstrende grøn oase til glæde for bynaturen, insekter og de mange søde mennesker, der dagligt bruger cafeen og faciliteterne i Kildevæld Kulturcenter. Projektet laves i samarbejde med Kultur- og Fritid Østerbro, lokale skoler og børnehaver, Kildevæld Kulturcenter og lokale foreninger som for eksempel Ældresagen Østerbro. Og du kan også være med!







